Press "Enter" to skip to content

Nyt Ungebyråd valgt – jeg glæder mig til samarbejdet

0

Stemmerne er talt op – 21 unge er klar til Fredericia Ungebyråd

Torsdag d. 14 oktober var spændingen til at tage og føle på blandt de 33 kandidater, som stillede op til Fredericia Ungebyråd. De håbede alle på at blive én af de 21, der det næste halvandet år skal arbejde for deres mærkesager og repræsentere byens unge

I Fredericia behøver man ikke at være over 18 år for at få lov til at stemme ved et valg. Hvert andet år afholdes der nemlig valg til Fredericia Ungebyråd, hvor unge i alderen 13-17 år kan stille op som kandidater og samtidig stemme på deres favorit blandt alle kandidaterne. På grund af COVID-19 blev den planlagte valgdato i februar rykket, men nu er det altså lykkes at afholde valg til Ungebyrådet.

De unge er hver især gået til valg på en række mærkesager, som de vil arbejde for, hvis de blev valgt ind. Der var flere, der havde fokus på fritidsaktiviteter, det gode skoleliv, mobning, trivsel og generelt at gøre Fredericia til en bedre by for de unge. Nu er det blevet tid til, at de 21 unge, der er blevet valgt ind, skal trække i arbejdstøjet og i gang med det politiske arbejde.

”Det er så fantastisk, at der i år var hele 33 unge mennesker, der har haft så meget mod på og lyst til at være med til at gøre en forskel, at de stillede op som kandidater. Jeg er så glad for, at de bruger deres demokratiske ret, så vi i fællesskab kan gøre Fredericia til en endnu bedre by for de unge. Jeg glæder mig meget til at byde de 21 nye medlemmer af Fredericia Ungebyråd velkommen,” fortæller Ole Steen Hansen, formand for Børne- og Skoleudvalget.

Ungebyrådet mødes 4-5 gange om året, hvor de gennemgår de sager, der er på dagsordenen. De unge har stor indflydelse på, hvad de vil tale om og arbejde med, der er plads til alles mening, og formålet med Ungebyrådet er at give de unge en stemme.

”Vi har rigtigt gode erfaringer med, at de unge udvikler sig og lærer noget af at være med i Ungebyrådet. Det er ikke alle, der fra starten af har lyst og mod til at stille sig op og sige noget foran alle de andre, men i løbet af perioden oplever vi, at alle medlemmer vokser med opgaven. Det er utroligt vigtigt, at de unge føler sig set, hørt og taget alvorligt – og ofte kan vi voksne lære meget af de unge,” fortæller Ole Steen Hansen.

I Ungebyrådet er Erritsø Fællesskole, Fjordbakkeskolen, Kirstinebjergskolen og Ullerup Bæk Skolen repræsenteret. På kommunens hjemmeside kan man se en samlet liste over de nyvalgte medlemmer, og når det første møde har været afholdt, vil man på hjemmesiden også kunne se, hvordan Ungebyrådet har konstitueret sig.

Fakta
De 33 kandidater kom fra Erritsø Fællesskole, Fjordbakkeskolen, Kirstinebjergskolen og Ullerup Bæk Skolen.

Alle elever på 13-17 år fra Fredericias skoler (folkeskoler, privatskoler og friskoler) og ungdomsuddannelser har haft mulighed for at stille op.

Del indlægget
Facebooktwitterlinkedin